Om Jacob
Lidt om mig
Det faglige:
Jeg er uddannet som læge fra Århus Universitet og uddannet som speciallæge i psykiatri i Risskov og Viborg i 2015.
Derudover har jeg skrevet en PhD om genetik og psykisk lidelse.
Som speciallæge har jeg primært været ansat i Viborg, hvor jeg har været overlæge i Team for vurdering og udredning, Retspsykiatrisk sengeafsnit R2, og Modtagelse/Intensiv.
Det personlige:
Jeg bor i Viborg med min hustru og vores to børn samt en cocker spaniel. Vi elsker naturen og den ro, den giver i en travl hverdag med mange krav.
Personligt bruger jeg meget tid i skovene omkring Hald Ege, hvor jeg benytter løb som ren mindfulness, når der er lidt rigeligt pres på.
Jeg er en meget uformel og humoristisk person, der værdsætter det tætte samarbejde og den tætte relation til andre.
Den unødvendige (men sjove) info:
- I vores hjem er der mere end 100 grønne planter (…og jeg vil gerne have flere 😜)
- Jeg elsker oliventræer.
- Mine børn synes, jeg er unormal, gerne når jeg igen igen er hoppet i løbeskoene og er på vej ud i skoven, imens det regner.
- Jeg elsker at spille Civilization.
Lidt om Birthe:
Det faglige:
Jeg er uddannet sygeplejerske fra Viborg Sygeplejeskole i ’98. Jeg har arbejdet i Regionspsykiatrien i Viborg, dels på lukket afdeling og i ambulant regi i TVU og Daghospitalet. Derudover har jeg også arbejdet hos to andre privatpraktiserende psykiatere udover Jacob.
Det personlige:
Jeg bor i Viborg med min mand, vores store børn og vores hund. Jeg elsker naturen, hvor jeg gerne går og løber ture.
Jeg er god til at lytte og elsker at hjælpe andre til at udvikle sig.
Den unødvendige:
Jeg elsker min have, både til havearbejde og til afslapning.
Jeg er akupunktør og efter Jacobs mening nogle gange lidt for alternativ. 😜
Lidt om Margit:
Det faglige:
Jeg er uddannet som lægesekretær i 1995 og har arbejdet først 12 år på forskellige afdelinger på sygehus og derefter 14 år i almen praksis (lægehus). Efter dette ansat hos den tidligere privatpraktiserende psykiater her i Viborg – og startede i Libramentis, da Jacob overtog klinikken.
Det personlige:
Jeg er gift, har en voksen datter og en gammel hund, bor i et ikke så stort – men hyggeligt og dejligt – hus med den skønneste have og en masse blomster.
Jeg elsker blomster og dyr, roen i skoven og ved vandet, elsker at læse gode bøger og at høre musik og tage til musikarrangementer/koncerter – og kan også godt lide at beskæftige mig med kreative ting.
Den unødvendige:
Kommer du ind på et kontor her i klinikken, hvor skrivebordet er fuldstændig dækket af diverse papirer og post-its … så er det HELT sikkert MIT kontor, du har fundet. 😜