Informationer til nye klienter
Informationer til nye klienter
Formålet med Libramentis er at skabe en anderledes speciallægeklinik, hvor du som klient bliver set og hørt, der hvor du er i livet. Al behandling hos os er baseret på et tæt og tillidsfuldt samarbejde imellem klient og mig, hvilket selvfølgelig kræver, at du som klient tager ansvar for egne udfordringer, og i den proces støttes og guides på empatisk og kompetent vis af mig som speciallæge i psykiatri.
Vi har lokaler på Vestergade 10C, 8800 Viborg, og du kan finde os her.
Før du påbegynder et forløb hos os, modtager du et aktiveringslink til vores patientportal. Linket bliver sendt til din mailadresse. Du kan så følge linket og logge på vores patientportal med dit MitID. Når du er logget på patientportalen, kan du læse vores indkaldelse og e-konsultationer (= en “sikker” mail). Du kan også selv sende e-konsultationer til os, og du kan se de tider, der er reserveret til dig her i klinikken (når vi har booket tider til dig). Når vi sender en indkaldelse til dig, sender vi også samtidig en sms.
Forbered dig så godt til dit behandlingsforløb, som du nu kan.
Følgende tjekliste kan med fordel benyttes som forberedelse til dit behandlingsforløb:
- Oprettelse i patientportalen. Vi sender aktiveringslink til dig, hvis du kan tilbydes et forløb i klinikken, og vi har din mailadresse.
- I patientportalen finder du et oplysningsskema med spørgsmål i forhold til din baggrund. Du skal udfylde dette i god tid inden din første samtale. Oplysningsskemaet kan findes under “dine tider”, det er ”hæftet på” den første tid, du har i klinikken. Det vil altså sige, at du først kan udfylde oplysningsskemaet, når du har fået tilsendt tider fra klinikken. Når du besvarer oplysningsskemaet og sender det, ender det helt automatisk i din elektroniske journal her i klinikken.
- Sørg for at du kan finde klinikken. Den er lidt svær at finde, så se vejledningen under fanebladet “kontakt”, så du kan møde ca. 5-10 minutter før tid.
- Medbring dit gule sygesikringskort (skal medbringes hver gang).
-
Orienter dig omkring vores politik om udeblivelse og afbud. Du kan også orientere dig om de forskellige andre muligheder, vi tilbyder.
Hvorfor skal jeg udfylde oplysningsskema?
Oplysningsskemaet er fokuseret på baggrundsinformation, og den tid, vi kan spare, ved at du udfylder det hjemmefra, kan bedre bruges til at fordybe sig i andre ting og på at tale om de udfordringer, du har.
Nogle gange bliver dine svar brugt aktivt, andre gange benyttes det mere som baggrundsmateriale om dig. Dine svar gemmes i din journal hos os.
Praktisk information omkring samtaler:
Som udgangspunkt vil du allerede ved opstart være booket til 2 samtaler.
Til 1. og 2. samtale skal du afsætte 40 til 45 min. og til de efterfølgende samtaler 20 minutter.
Får du tider hos Birthe, vores sygeplejerske, skal du afsætte ca. 20 minutter.
Du er velkommen til at tage en pårørende med.
Afbud, udeblivelser og sygdom:
Hvis du bliver syg, så du ikke kan deltage i en samtale i klinikken, skal du selvfølgelig melde afbud til sekretær Margit – 32 22 33 38, så tidligt og så hurtig som muligt. Som udgangspunkt vil vi forsøge at gennemføre samtalen via en videoløsning om muligt. Husk altid at informere os om, hvorfor du melder afbud.
- Hvis du udebliver fra en samtale, vil du som udgangspunkt blive afsluttet.
- Hvis du har flere afbud, og samtalen ikke kan gennemføres via videoløsning, vil du som udgangspunkt blive afsluttet.
Årsag til denne noget strenge afbuds-/udeblivelsespolitik er:
- at vi IKKE modtager nogen betaling, hvis samtalen ikke kan gennemføres
- at vi har en meget lang venteliste
- at vi forventer, at du viser et engagement i den behandling, vi tilbyder dig, på niveau med det engagement, vi viser i vores tilgang til dig. Udgangspunktet, for at vi kan hjælpe dig, er et tæt samarbejde, hvorfor du er nødt til at deltage aktivt i de tiltag, vi sammen er blevet enige om at afprøve.
Videokonsultation
Der er mulighed for at lave videokonsultation via app’en “Min læge”, det skal dog være aftalt på forhånd. Følg nedenstående link eller læs vejledningen.
Hvis der er lavet en aftale om, at der skal laves videokonsultation, bedes du hente app’en i god tid inden den aftalte tid, så alt er klart, når videokonsultationen skal foregå.